Junior Rollespil

Historie

De 5 Riger


Lige så længe som de ældste kunne huske, havde stendyssen på højen stået der. Forår var blevet til sommer, sommer til
vinter og vinter tilbage til forår igen, hundrede gange. I al den tid stod stenene der. Børn klatrede omkring på dem, og
vandringsmænd benyttede dem som mødested.

Engang var der mange af disse stendysser spredt ud over hele verden, men de var med tiden forsvundet. Nogle var fjernet
for at gøre plads til nye landsbyer eller for at bønderne i området kunne dyrke jorden. Andre havde stået i skovene, hvor
orker havde væltet dem omkuld for at bruge stenene til at bygge huler af. Elverne, som var de eneste, der kunne huske så
længe tilbage i tiden, fortalte om dengang man kunne bruge disse sten som portaler, en slags magiske døre imellem denne
verden og en anden, rig og smuk verden, beboet af mystiske, menneskelignende væsener som ingen rigtigt vidste noget om.
Men alt dette var kun sagn og historier nu. Ingen troede længere på den slags.

Indtil den dag, hvor portalen pludselig begyndte at vise sig igen!

Det begyndte som en svag rumlen - som et fjernt tordenvejr - men lyden kom ikke fra horisonten. Den kom fra stendyssen
på højen. Efterhånden tog den til, og pludselig, som ved en eksplosion, kom der et skarpt lys til syne midt imellem stenene!
For foden af højen lå en landsby. Da beboerne nærmede sig stendyssen af nysgerrighed, kunne de se, at der inde midt i lyset
var noget som lignede en mur af lys og røg!

En enkelt lille dreng løb, til hans forældres gru, hen til stendyssen og inden nogen kunne nå at stoppe ham, rakte han
hånden op og rørte ved røgen. I samme sekund som hans små fingre rørte det, kom der et kraftigt brag som et tordenskrald
og portalen lyste op som en stjerne! Da lyset dæmpede sig, var drengen borte i en sky af kraftig, blå røg!

Byens indbyggere, og ikke mindst drengens forældre så forfærdede til uden at kunne nå at gribe ind. Det blev hurtigt
besluttet af byens borgmester, at kongen skulle have besked og et bud blev sendt afsted på den hurtigste hest i byen! Imens
man ventede på svar, satte man byvagter op ved stendyssen, for at sikre sig imod at ingen andre gik op til den eller – endnu
værre – at noget kom ud af den!

Allerede samme nat kom der en flok væsner ud af skoven. Ved første øjekast lignede deres silhuetter elvere, men da de
nærmede sig faklerne ved vagtposterne omkring stendyssen, kunne man se at dette ikke var almindelige elvere, men
derimod sortelvere! Vagterne stillede sig op for at standse dem og råbte dem an, men det var som om at deres stemmer var
borte, som var de alle blevet hæse på et øjeblik! De forsøgte i panik at hæve deres sværd og deres spyd, men deres arme
reagerede ikke; sortelverne gik uhindret forbi mændene, der stod som forstenede og ude af stand til at handle, og forsvandt
ind i portalen!

Syv dage senere vendte buddet tilbage fra kongen med et følge af krigere, for at undersøge portalen nærmere. Elverne kom
til soldaternes lejr neden for højen til stendyssen, hvor de sidste forberedelser blev gjort og Elverkongen søgte audiens hos
Generalen i lejren. Han forsøgte at advare menneskene, og fortalte, at skønt man kendte til landet på den anden side, så
skulle man ikke rejse igennem, da de gamle sagn fortæller om et land fuld af rigdom som racerne kæmpede om at få
herredømmet over, for hundredevis af år siden og med megen død og sorg til følge. Desuden vidste man aldrig hvornår
portalen lukkede igen uden varsel og man så ville være fanget i det nye land. Men mennesker er, som alle ved, grådige, og
Generalen afviste elverkongens råd og meddelte at han ville sende sine udsendte afsted ind i portalen allerede ved aftentide
samme dag!

Alt dette postyr gik ikke uset hen. Også orkerne havde holdt øje med begivenhederne siden det store brag og forsvindingen
af den lille dreng havde vækket deres nysgerrighed. Deres goblin-spioner havde forklædt sig som tiggere og dækket deres
ansigter til i klude og de havde hørt Generalen og Elverkongen tale om et land med rigdomme. Orkhøvdingen havde ligget
på lur i kanten af mosen, skjult i disen, og da portalen atter lyste op, ved menneskenes gennemrejse, rejste de sig og angreb
de resterende vagter og kongens lejr! De angreb ikke for at plyndre, som orker normalt er kendt for, de angreb udelukkende
for at kæmpe sig vej til stendyssen og selv hoppe ind igennem portalen!

Elverkongen så dette fra lejren i skovbrynet, og frygtede at menneskene ville blive nedslagtet af den vilde flok orker, som nu
faldt i ryggen på de udsendte! Han besluttede at samle en gruppe af krigere, og befalede at de skulle rejse med igennem
portalen, og hjælpe menneskerne for at hædre den ældgamle aftale om fred imellem mennesker og elvere som havde
eksisteret siden de store slag for mange hundrede år siden. Han selv og resten af elverne ville i mellemtiden tilse de sårede,
og hjælpe med at beskytte stendyssen og portalen imod flere angreb fra sortelvere eller orker!

Hvad der skete inde i landet bag portalen, er en helt anden sag… Kom med, og oplev det!!